Det Travle Liv Dræber Kreativiteten

Kreativ

Kan du huske, da du var yngre? Hvad dine drømme var, og hvad du godt kunne lidt at lave i din fritid? Kan du overhovedet forestille dig at have overskuddet til at lave noget i din fritid, eller lyder det uoverskueligt fremfor blot at smide sig på sofaen foran fjernsynet?

I dagen Danmark er der konstant fart over feltet. Vi identificerer os med vores arbejde. Jeg arbejder ikke som Sygeplejerske, nej, jeg er en Sygeplejerske. Det betyder at jeg er en person uden overskud i hverdagen, og som er nødt til at gå i en TV serie fyldt koma hver weekend, når jeg endelig kan slappe lidt af. Når vi gør noget til vores identitet, fremfor at tænke på det som handlinger og beslutninger, så kommer vi alt for nemt til at sidde fast. Det er en fallit-erklæring: vi låser os fast til et bestemt mønster, og bilder os selv ind, at det ikke er noget der kan laves om på.

Jeg var ikke bare en sygeplejerske. Jeg var også en mor, og en selvstændig journalist. Jeg identificerede med det hele, og det var der en god grundt til. Jeg havde allerede fået den tanke, at den eneste måde jeg ville kunne få det hele til at løbe rundt på, var ved at have 2 jobs. Når man knokler så hårdt, og ikke tror der er andre måder at gøre det på, så er det en hovedpine konstant at skulle overveje, om man kan gøre det anderledes. Ved at gøre det til min identitet, slap jeg for at stille disse hårde spørgsmål, og kunne bare køre på autopilot.

Men det var ikke holdbart. Jeg brændte mit lys i begge ender, og hvis jeg fortsatte, ville jeg knække. Det var dog først noget der gik op for mig, da jeg Kom til efterskolernes dag med min datter. Hun ville gerne lidt væk hjemmefra, hvilket ville være sundt nok for os begge – ikke godt for hende at være omkring en stresset mor hele tiden, og jeg ville måske kunne slappe mere af hjemme. Men besøget på efterskolen ændrede mig liv fuldstændigt. De undervisere der var på skolen, var nogle af de mest smilende og afslappede mennesker jeg nogensinde havde mødt. Der var ingen tvivl om, at de tog deres arbejde seriøst: men de lagde ikke et unødvendigt pres på sig selv, og kunne i stedet nyde det de arbejdede med.

Det fik mig til at stille mig selv det store spørgsmål: er jeg mine jobs, eller er mine jobs noget jeg har valgt at lave? Hvis det er noget jeg har valgt, er det så de rigtige ting jeg har valgt at bruge min tid på? Det var hårdt at skulle indse, at behovet for at knokle så hårdt som jeg gjorde, reelt havde ændret sig flere år tilbage. Jeg var bare kommet ind i en rytme, og selvom den var hård, så var den svær at bryde med, fordi jeg havde identificeret mig med den.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/seotoolbox.dk/boligogstil.dk/wp-content/themes/Newspaper/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008