Eksperter jubler over skibakke i København

Efter godt fem års venten får byens borgere og andre interesserede nu endelig lov til at suse ned ad pisten på Købehavns nye vartegn, Amager Bakke.

I uge syv bliver det nemlig muligt at besøge Amager Bakke, der er udformet som en kunstig skibakke.

Christian Ingels, som er direktør i Copenhill, selskabet der driver skianlægget, glæder sig til at åbne dørene.

– Det er netop blevet afgjort, at vi får mulighed for at åbne anlægget i nogle dage vinterferien. Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne invitere skiløbere og interesserede, siger han til TV 2 Lorry.

Amager Bakke er en af verdens største kunstige skibakker bygget ovenpå forbrændingsanlægget Amager Ressource Center.

I første omgang bliver det muligt at stå på ski på de nederste 300 meter af bakken. Den øverste del af bakken er ikke helt færdig endnu, men når den åbner vil bakken være 450 meter i alt.

Amager Bakke er tegnet af arkitekten Bjarke Ingels og er en af verdens største kunstige skibakker. Ud over pisten og tre lifter kommer der også til at være et udsigtspunkt 85 meter over jorden, en hiking rute, klatrevæg, restaurant, cafe og skiudlejning.

Underlaget på bakken er lavet af grøn neveplast, et plastikunderlag der er nøje udvalgt på grund af de gode ski egenskaber.

– Det er valgt, fordi det er det, der minder allermest om rigtig skiløb. Det betyder, at man kan overføre sin teknik fra skiløb til bakken eller den anden vej, hvis man for eksempel kommer her for at pudse formen af, inden man tager på skiferie, siger Christian Ingels.

For at sikre at skiene glider glat på underlaget, bliver skibakken smurt med silikone. Gæsterne skal også køre deres ski eller snowboard over en ”svamp”, som indeholder silikone for at smøre skiene, inden de kører. Christian Ingels anbefaler, at man har lange ærmer og bukser, når man står på løjpen for at mindske risikoen for faldskader.

– Det er faktisk ikke så hårdt at falde på, som man skulle tro. Et par af vores testpersoner har prøvet at falde, og de siger, at det, der sker, når man falder, er, at man glider på det, så du bliver ikke bremset så meget, men skrider mere. Men lange bukser og ærmer er en god idé, siger Christian Ingels.

På det første stykke af den færdige bakke vil hældningen svare til en sort pist – som er de mest stejle. I midten svarer hældningen til de lidt lettere røde løjper, og det på det nederste stykke er pisten som en blå løjpe, hvor næsten alle kan være med.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/seotoolbox.dk/boligogstil.dk/wp-content/themes/Newspaper/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008